Roskilde Klosters sidste priorinde
Judith Sandager Jeppesen 1953
Siden klosterets stiftelse i 1699 har der været en priorinde på stedet. Først som den ansvarlige leder af stiftelsen, senere deltes ansvaret med klosterforvalteren, og i 1997 var klosteret af økonomiske årsager nødt til at indskrænke medarbejderstaben til kun klosterforvalter og portner.
Klosterets sidste priorinde blev Judith Sandager Jeppesen.
Judith Sandager var et kendt ansigt i Roskilde. Hun blev priorinde i 1985, og fungerede som sådan til 1997, hvor stillingen blev nedlagt. Judith Sandager blev herefter boende i "Priorindeboligen" på klosteret helt frem til sin død, og nåede at bo på klosteret i næsten 30 år.
Judith Sandager Jeppesen var på alle måder et bemærkelsesværdigt menneske. Hun var født i Ungarn i en ungarsk diplomatfamilie, og fulgte som barn med faderen på hans udstationeringer i Polen og Sovjetunionen. Tilbage i Ungarn faldt faderen i unåde, og flygtede til København, hvor familien boede i et halvt år, inden de måtte flygte videre til Sverige. Faderen blev dømt til døden in absentia.
Efter krigen tog familien tilbage til Ungarn, mens Judith Sandager blev i Danmark, hvor hun i 1953 blev gift med diplomaten Jeppe Sandager Jeppesen, som senere blev ambassadør. Ægteparret havde udstationeringer i bl.a. Congo, Egypten, Sudan og Etiopien.
Efter sin mands død i 1981 blev hun nogle år boende på Bogø Møllegård, som hun og hendes mand havde restaureret, men i 1985 blev hun bedt om at påtage sig stillingen som priorinde ved Roskilde Kloster.
Her fik Judith Sandager Jeppesen en ny livsopgave. Hun gik op i klosterets ve og vel med hele sit enestående engagement og sin klassiske dannelse. Det er ikke mindst hendes fortjeneste, at der i perioden blev udført betydelige restaureringsarbejder på klosterets store kunstskatte. Hendes ildhu, vedholdenhed og hendes store netværk var i den forbindelse helt afgørende.
Judith Sandager Jeppesen var enestående personlighed med sine meningers mod og med et unikt samfundsengagement. Hun havde et meget stort hjerte, og støttede en lang række velgørende sager. Hun tog også direkte personligt ansvar, og hjalp med utrættelig energi flygtninge og udsatte, selv om fysikken i de sidste år ikke var den bedste.
Judith Sandager Jeppesen var katolik og et meget engageret og højt skattet medlem af Roskildes katolske menighed. Det var i øvrigt et stort diskussionsemne blandt klosterets daværende beboere, da klosterets direktion havde valgt en katolik som priorinde på det protestantiske jomfrukloster!
I mange år fungerede Judith Sandager som en meget værdsat guide på klosteret, og mange husker stadig hendes uforlignelige og meget personligt prægede rundvisninger.
Judith Sandager Jeppesen, Roskilde Klosters sidste priorinde sov stille ind d. 8. august 2014 i en alder af 84 år.
Judith Sandager Jeppesen 1997
Judith Sandager Jeppesen 2012