top of page

Akacietræet

 

IMG_3504[1]_edited.jpg

I den gamle klosterhave står et helt særligt træ. En Robinie, eller på dansk en Uægte Akacie. 

Træet står der endnu, men grunden, hvorpå det står har skiftet ejer. I dag er det nemlig kommunen, som ejer dette jordstykke. Det blev solgt fra klosteret, da kommunen skulle udbygge Roskilde Bibliotek.

Den ældste Robinie i Danmark står ved Ålholm Slot. Den er dog meget nedbrudt og kun knapt i live. Den største Robinie står på Moesgård. Den er 481 cm i omkreds og omkring 19 meter høj.

Så den man kan se her i Roskilde er altså hverken den ældste eller den største.

Til gengæld mener vi her på klosteret bestemt, at det er den flotteste!

Og så er den faktisk både den næstældste og den næststørste i Danmark, - med sine mindst 250 år og en størrelse på 465 cm i omkreds og 13 meter i højden.

Heldigvis blev det i sin tid aftalt med Roskilde Kommune, at der ikke må bygges mur eller hegn i skellet ud for Akacien, så derfor fremstår det, som om træet stadig står i klosterhaven. Det er vi ret glade for! Og det er en stor cadeau til kommunen, at man respekterer de gamle aftaler om dette jordstykke; som ud over klausulen om den åbne gennemgang til klosterhaven blandt andet fastlægger, at der ikke skal være offentlig adgang til området og at der ikke skal være indsigt i klosterhaven fra rum der benyttes af bibliotekets publikum.

Sidst i maj måned blomstrer Akacien med små, fine hvide blomster.

 

På alle klosterets rundvisninger viser vi træet og fortæller om det.

Hvis du vil se det uden at gå på rundvisning, kan man se det flotte træ fra bibliotekets parkeringsplads.

bottom of page